Syobon Action

syobon.png

For at bryde konventionerne, skal man først kende dem.

Må jeg præsentere et af verdens nok mest irriterende spil: Syobon Action. Et på overfladen uskyldigt udseende platformsspil i Mario-stil, men underneden en djævel, der kan ødelægge hele din weekend.

For tro ikke, at spilkonventionerne er, som vi kender dem i Syobon Action. Hele spildesignet er rettet mod at være så afsindigt unfair som muligt, og man dør konstant. Forsøg at hoppe over afgrunden, og du gokker hovedet mod en usynlig blok – eller powerups kan være direkte dødelige.

Syobon Action er i al sin masochisme ekstremt underholdende, men sætter vigtigst af alt en række spilkonventioner  til skue, som vi før har regnet så bevidstløst med. Og det wake-up call er mere end interessant.

God weekend – og se om du kan gennemføre spillet under 150 dødsfald.

 Prøv spillet her – kræver nyeste udgave af Java.

PS: “Prece Enter key?” Gotta love it….

Reklamer

Everyday the Same Dream

skc3a6rmbillede-2010-10-05-kl-124914

I lyset af debatten omkring Medal of Honor og 1378 Km, så faldt jeg i går over et spændende interview med en af mine absolut yndlingsspilskabere – den italiensk-fødte Paolo Pedercini, bedre kendt som “Molleindustria”.

Han har en tilgang til spil, han kalder “Radical Gaming”, som prøver at lave spil, der udfordrer rammerne for vores samfundsværdier – bl.a. som McDonalds-spillet, hvor man skal bl.a. skal fælde regnskoven for at få biksen til at køre eller provo-spillet ‘Operation Pedopriest’, hvor man skal beskytte pædofile katolske præster fra politiet indtil mediebevågenheden er faldet og faren drevet over.

Ikke overraskende har disse spil vakt deres ramaskrig rundt om i verden, men det er virkelig inspirerede at se en spilskaber, der er så bevidst omkring, hvilke samfundsværdier  hans spil skal udfordre.

Som han siger i interviewet til Journal 3:

“Mainstream” games appear to “mainstream” players as non-political, or ideologically neutral, simply because they build their systems upon our Western, 21st century, common sense.

Of course expanding your business and maximizing profits is the goal of every business management game; of course killing a fable-like caricature of an Arab is the goal of a contemporary war game; of course colonizing and possibly destroying other civilizations is the goal of a strategy game.

A “radical” game is not only a game with a radical message, but a cultural artifact that indirectly points to and criticizes the assumptions that inform mainstream games.

Hele ideen om, at vi tager det fuldkommen for “normalt”, at vi i spil skal overvinde andre civilisationer med vold og magt eller skyde Taleban-krigere er interessant. Særligt når man gang på gang ser spil, der bliver udråbt som usmagelige eller søgte, når de prøver at gå imod eller udfordre denne “norm” og de faste samfundsdiskurser inden for spildesign.

Jeg kan kun opfordre til at følge Molleindustria, læse interviewet og prøve alle hans spil – f.eks. hans dybt forunderlige spildigt ‘Everyday the Same Dream.

Spil spillet her

Læs hele interviewet med Paolo Pedercini her

Se alle Molleindustrias spil her

Windosill

billede-5

Hvis du elsker små bizarre små spil, der fungerer efter deres helt egne regler – som f.eks. Samorost-spillene – så er ugens Fredagsspil fængslende weekend-hygge.

Windosill er en lille historie om en blå kassebil (den i nederste højre hjørne), der slipper væk fra sin hylde i skabet. På en række små baner skal man åbne døren til højre ved at eksperimentere med alt på banen – og alt reagerer ved, at man hiver, flår, trækker og løfter tingene med musen. Windosill åbner døren til en syret, men fabelagtig forunderlig fantastiverden. Den gratiske stil og hele styringen går lige i hjertet, og Windosill har en medrivende renhed i hele sit udtryk.

De sølle tre dollar, som det fulde spil koster, er det hele værd, men er det for dyrt, er de første par baner dog gratis som smagsprøve.

God eksperimentering og god weekend:)

Hent Windosill her (både Windows og Mac)

Sidder du fast, så er der løsninger til gåderne her

PS:

Vil du have mere spillets skaber Patrick Smith, så prøv hans forrige spil endnu mere syrede spil ‘Feed the Head’ her

Today I Die

billede-3

Kan man lave spilbare historier bare ved at flytte rundt på ting på skærmen? Det eksperimenterer Daniel Benmergui med i spil som I Wish I Were the Moon og Storyteller, som tidligere har været Fredagsspil her på Klik.

Men nu er hans seneste historie netop udkommet, og den er faktisk endnu mere interessant end de to foregående.

Today I Die tager kun få minutter, men er hele turen værd – for nok er det dybt syret, men det har en særegen stemning og overraskende løsninger. Det hele virker meget helstøbt og følsomt poetisk. Og kan faktisk godt lide, at stilen er så 8-bit retro. Så er der mindre til at forstyrre budskabet i al fald…

Stor stor cadeau fordi Today I Die formår at servere sin historie gennem gameplayet – en bedrift som ikke mange spil kan prale af.

Prøv det, elsk det eller had det, men hav uanset hvad en god weekend.

Spil Today I Die her

Mogo Mogo

skc3a6rmbillede-2010-03-05-kl-092650

OneClickDog, der tidligere har mestret den lille perle ‘Little Wheel’ er tilbage for fuld kraft med spillet ‘Mogo Mogo’

Og helt tappet fra samme kreative åre er ‘Mogo Mogo’ en åben invitation til et sublimt surrealistisk univers, hvor hver eneste bane ændrer reglerne, omend hovedmålet er det samme – få lille Bogo (nederst til venstre) led hen til en blå kugle, så næste bane åbenbarer sig.

Nej, der er heldigvis ikke meget normal logik i ‘Mogo Mogo’, for det er rablende kreativt og skævt i både gameplay og grafik – og minder mig om det suveræne Windosill, der også formår at skabe sin helt egen stemning.

Bogo får hjælp fra en flyvende art “fe”, der guider ham gennem den fabelagtige drømmeverden, så spil Mogo Mogo, hvis du trænger til en solid virkelighedsflugt til et univers, som hverken Burton, Gilliam eller Dali kunne dreje bedre.

God rejse og god weekend 🙂

Spil Mogo Mogo her

PS: Tak til Bo A. for tip – keep em coming…

Lose / Lose

For første gang i Kliks historie er ugens Fredagsspil et spil, som du aldrig skal spille – med mindre du gerne vil smadre din computer.

Du skal end ikke tænke på at installere det – medmindre du installerer og spiller det fra papirkurven på din computer.

Spillet hedder ‘Lose/Lose’, og er et spil, der har virkelige konsekvenser for sin spiller. Hver gang du fyrer et rumvæsen på skærmen ned, så slettes der automatisk en fil fra din harddisk. Så enkle er spillereglerne.

Ideen er i mine øjne fantastisk, selv om den er arty ud over alle grænser. Særligt fordi rumvæsenerne på skærmen ikke skyder mod spilleren – de er faktisk helt passive, og flyver blot ned mod spillerens rumskib. Så hvis du vælger at være aggressiv, så straffes du med en slettet fil.

Budskabet er soleklart, og viser også, hvor overfladiske mange spil lige fra Space Invaders og op til nutidens spil som ‘Killzone’ er i deres fjendebillede: disse er altid “de andre”, og der skal ikke vises nåde. Det er vigtigt at puste til fremmedfrygten, og gøre dem til umenneskelige modstandere, der blot skal agere målskive for vores aggressioner, vores usikkerhed, vores frygt og samtidig styrke vores forhold til vores “venner” i spillet. Det er klassisk krigspropaganda, men det er skræmmende så få spil, der i dag har et så nuanceret fjendebillede som ‘Lose/Lose’ – på trods af dets retrolook.

God weekend og savner du et godt fredagsspil i shoot´em up stil, så prøv f.eks. Red Fluxion

Prøv aldrig ‘Lose/Lose’-spillet her – men læs om det

Tak til Hans Lauring og Jesper Nielsen for tippet til spillet

Waker & Woosh

skc3a6rmbillede-2010-08-13-kl-102546

Et barn er fortabt i sin drøm. Du er en Waker, der skal reparere drømmen, og få barnet sikkert tilbage til virkeligheden.

Ja ja – oplægget til ‘Waker’ kan lyde patetisk, men jeg blev grebet. Både af den stemningsfulde intro og af den fænomenalt skarpe grafiske stil, der trak minder til spil som ‘Windosill‘ og ‘Mogo Mogo’

Gennem et væld af veldesignede baner skal man som Wakeren – der ligner en sort kat – tegne platforme til sig selv, men det er små gåder i sig selv. For det første fremkommer platformene kun i særlige zoner på banerne, og derudover afhænger deres udformning af, hvor man står og hvordan man bevæger Wakeren, mens platformen tegnes.

Det ER fnidret i starten, men efterhånden som man knækker platforms-gåderne, så åbenbares et anderledes og ganske kækt spildesign.

Den større mening med Waker er i øvrigt at forske i, hvor meget historiefortælling betyder for et gådespil som dette. Waker er lavet i samspil med spillet Woosh, og mens begge spil har samme spilmekanik, så fortæller Waker en historie, mens Woosh er fuldkommen abstrakt.

Se her samme scene fra Woosh som øverst fra Waker – her er man en zebra-stribet bold i stedet for en kat:

skc3a6rmbillede-2010-08-13-kl-102349

Hvilken version foretrækker I? Jeg er klart på Waker, og det skyldes ikke blot historien, men også den lysere grafiske stil.

Men uanset udgave, så god drømme-fiksning og god weekend 🙂

Spil Waker her

Spil Woosh her