Everyday the Same Dream

skc3a6rmbillede-2010-10-05-kl-124914

I lyset af debatten omkring Medal of Honor og 1378 Km, så faldt jeg i går over et spændende interview med en af mine absolut yndlingsspilskabere – den italiensk-fødte Paolo Pedercini, bedre kendt som “Molleindustria”.

Han har en tilgang til spil, han kalder “Radical Gaming”, som prøver at lave spil, der udfordrer rammerne for vores samfundsværdier – bl.a. som McDonalds-spillet, hvor man skal bl.a. skal fælde regnskoven for at få biksen til at køre eller provo-spillet ‘Operation Pedopriest’, hvor man skal beskytte pædofile katolske præster fra politiet indtil mediebevågenheden er faldet og faren drevet over.

Ikke overraskende har disse spil vakt deres ramaskrig rundt om i verden, men det er virkelig inspirerede at se en spilskaber, der er så bevidst omkring, hvilke samfundsværdier  hans spil skal udfordre.

Som han siger i interviewet til Journal 3:

“Mainstream” games appear to “mainstream” players as non-political, or ideologically neutral, simply because they build their systems upon our Western, 21st century, common sense.

Of course expanding your business and maximizing profits is the goal of every business management game; of course killing a fable-like caricature of an Arab is the goal of a contemporary war game; of course colonizing and possibly destroying other civilizations is the goal of a strategy game.

A “radical” game is not only a game with a radical message, but a cultural artifact that indirectly points to and criticizes the assumptions that inform mainstream games.

Hele ideen om, at vi tager det fuldkommen for “normalt”, at vi i spil skal overvinde andre civilisationer med vold og magt eller skyde Taleban-krigere er interessant. Særligt når man gang på gang ser spil, der bliver udråbt som usmagelige eller søgte, når de prøver at gå imod eller udfordre denne “norm” og de faste samfundsdiskurser inden for spildesign.

Jeg kan kun opfordre til at følge Molleindustria, læse interviewet og prøve alle hans spil – f.eks. hans dybt forunderlige spildigt ‘Everyday the Same Dream.

Spil spillet her

Læs hele interviewet med Paolo Pedercini her

Se alle Molleindustrias spil her

Shift-serien

billede-1

Ja ja ja – so shoot me – jeg ved det ikke er originalt at linke til nummer fire i den samme serie af indie-spil, meeeeen jeg elsker stadig ‘Shift”-serien, og når der netop er kommet nummer fire på banen, så MÅ det bare frem.

Og meget har ændret sig i Shift 4 – bl.a. skal man nu kontrollere flere personer på en gang – men ellers er konceptet det samme: et tryk på Shift-tasten vender hele banen på hovedet, så sort bliver hvidt og vice versa. Hvilket så giver exceptionelt hårde gåder, så held og lykke.

Samtidig er det originale Shift-spil udkommet til iPhone/iPhone Touch – både i en gratis Lite-udgave og en fuld version til 6 kroner – så indrømmet skammeligt, at jeg ikke fik det spil med på min liste i onsdags over gode iPhone-spil.

God weekend og god “shifting” 🙂

Spil Shift 4 her

Læs mere her om Shift 3 – Shift 2 og Shift

Little Wheel

billede-1

Hold fast, hvor er det kort, men ‘Little Wheel’ er en sand nydelse af de sjældne hele vejen igennem – lidt i stil med Nevermore, som hermed får endnu en anbefaling med på vejen.

I ‘Little Wheel’ er man en robot, der skal prøve at vække sin civilisation til live igen, og hele universet oser af stil, cool jazz og en særegen afslappet atmosfære.

Ulig mange andre eventyrspil skal man ikke “pixel-hunte”, dvs. febrilsk prøve at køre musen over hele skærmen, for at finde ud af, hvad man kan interagere med – alt er hele tiden oplyst af hvide cirkler, så det er afstressende oplevelse at spille igennem.

Så held og lykke med at redde verden og genoplive robotterne – og god weekend 🙂

Spil Little Wheel her

Nevermore-serien

nevermore

Der ER bare noget helt unikt over det. Stilen, farverne og animationerne. Og så selvfølgelig stemningen.

Spiltrioen Nevermore er en gennemført visuel tour de force ind i en fabelagtig verden, der sprudler af kreativitet og opfindsomhed. Ganske vist er det ikke meget man kan, men Nevermore-spillene oser bare af X-factor, når man styrer den lille sorte knægt gennem den ene Storm P-maskine efter den anden. Elsker virkelig stilen som herover i Nevermore 3 eller som herunder i Nevermore 2:

nevermore-2-screenshot

Men heldigvis er den personlige stil fulgt til dørs af et enkelt, men aldrig ensidigt gameplay. Dermed erklærer jeg påsken for reddet for Fredags-spillenes vedkommende: tre huskværdige gratisspil til torsdag, fredag og mandag. 🙂

Stor tak til kollega Morten Bertelsen for tippet – owe you one…

God platformsspringeri og god påske til jer alle!

Nevermore 3

Nevermore 2

Nevermore 1

Windosill

billede-5

Hvis du elsker små bizarre små spil, der fungerer efter deres helt egne regler – som f.eks. Samorost-spillene – så er ugens Fredagsspil fængslende weekend-hygge.

Windosill er en lille historie om en blå kassebil (den i nederste højre hjørne), der slipper væk fra sin hylde i skabet. På en række små baner skal man åbne døren til højre ved at eksperimentere med alt på banen – og alt reagerer ved, at man hiver, flår, trækker og løfter tingene med musen. Windosill åbner døren til en syret, men fabelagtig forunderlig fantastiverden. Den gratiske stil og hele styringen går lige i hjertet, og Windosill har en medrivende renhed i hele sit udtryk.

De sølle tre dollar, som det fulde spil koster, er det hele værd, men er det for dyrt, er de første par baner dog gratis som smagsprøve.

God eksperimentering og god weekend:)

Hent Windosill her (både Windows og Mac)

Sidder du fast, så er der løsninger til gåderne her

PS:

Vil du have mere spillets skaber Patrick Smith, så prøv hans forrige spil endnu mere syrede spil ‘Feed the Head’ her

Today I Die

billede-3

Kan man lave spilbare historier bare ved at flytte rundt på ting på skærmen? Det eksperimenterer Daniel Benmergui med i spil som I Wish I Were the Moon og Storyteller, som tidligere har været Fredagsspil her på Klik.

Men nu er hans seneste historie netop udkommet, og den er faktisk endnu mere interessant end de to foregående.

Today I Die tager kun få minutter, men er hele turen værd – for nok er det dybt syret, men det har en særegen stemning og overraskende løsninger. Det hele virker meget helstøbt og følsomt poetisk. Og kan faktisk godt lide, at stilen er så 8-bit retro. Så er der mindre til at forstyrre budskabet i al fald…

Stor stor cadeau fordi Today I Die formår at servere sin historie gennem gameplayet – en bedrift som ikke mange spil kan prale af.

Prøv det, elsk det eller had det, men hav uanset hvad en god weekend.

Spil Today I Die her