Knaptryk er kulturarv

I Spilmuseet i Ikast står over tusind arkademaskiner, som dokumenterer fødslen af det digitale spil som medie. Men de er ikke bevaringsværdige og ikke anerkendt kulturarv, mener Kulturministeriet. 

 

Er spil og arkademaskinerne tilbage fra 80´erne lutter barnepjank og teknikskrot – eller udgør de en vigtig kulturarv, der skal bevares? Siger spillene fra dengang virkelig noget om samfundet, om kunsten, om mennesket og om vores forhold til teknologi?

I allerhøjeste grad. I mine øjne er de datidens samfundsbilleder, og dokumentation for starten på et nyt medie – og hvor tit kan den slags bevares? I dag hitter nok så forskellige spil som Wordfeud, Angry Birds eller FIFA, og digitale spil findes i utallige former på både smartphones, Facebook, tablet-computere og fladskærme. Og mens spilhistorien har rundet sine 60 år, så er rødderne til disse spil og spilplatforme vigtigere end nogensinde før at bevare for eftertiden.

Spørgsmålet er selvsagt hvordan. En måde at gøre det på er som det danske Spilmuseet i Ikast. På privat initiativ rummer Spilmuseet i dag verdens største spilsamling med et omfang på 5.000 m2, bestående af 10.000 spil og over 1.100 arkademaskiner indsamlet fra primært det danske marked. Mange af dem er det eneste tilbageværende kendte eksemplar i verden, og derudover huser Spilmuseet også den største samling af danske spil og dansk spilhistorie. Igennem ti år har museet indsamlet spilkultur i form af spil, arkademaskiner, spillekonsoller og plakater, og ventet på, at staten kunne overtage bevaringsarbejdet. For i den slags samlinger er det afgørende, at der ikke går profit i bevaringsarbejdet, og den båndlægges statslig beskyttelse.

Men efter en analyse sidste år fra Kulturministeriet og vage udmeldinger fra kulturminister Uffe Elbæk, så bliver det ikke statens bord, fordi opgaven er løst, og spilbevaringen i Danmark god nok. Men det er milevidt fra sandheden, og manglen på støtten til Spilmuseet viser, at at man reelt ikke er interesseret i en fyldelstgørende bevaring af vores digitale kulturarv og fødslen af det digitale spil som kulturbårent medie. Til nytår er det dog endegyldigt slut, for efter ti års arbejde og enorme spilsamling kan Spilmuseet nu ikke vente længere på statslig anerkendelse og støtte, der aldrig kommer. Dermed bliver samlingen spredt for alle vinde og vil være utilgængelige for offentligheden – og dermed kan verdenskulturel viden om vores fortid gå tabt. En væsentlig del af vores fælles kulturarv forsvinder, så hverken nuværende eller fremtidige generationer kan genopleve spilmediets historie, mens forskning heri bliver reelt umuligt på det praktiske plan.

I dag arbejder Det Kongelige Bibliotek for at bevare spilmediet i Danmark, men de arbejder ud fra en enøjet strategi, hvor man “emulerer” spillene – dvs. overspiller dem til andre formater, så de bedre kan gemmes for eftertiden. Ganske som man kopierer en DVD-film til en harddisk eller sikrer en bog på mikrofilm. Problemet er, at denne “emulering” er en bevaring af kun softwaren i spillet, hvilket er afgørende, men kun en del af spilmediets udtryk. Spil hænger altid og ofte fuldkommen uløseligt sammen med sin hardware – eksempler er de trådløse bevægelsesfølsomme controllere til spilkonsollen Nintendo Wii eller musikspillet Guitar Hero med sine plastik-instrumenter som guitar og trommer. Netop derfor giver det ikke mening kun at bevare en brøkdelen af spilmediets udtryk ved kun at bevare spilkoden og ikke den medfølgende hardware. Spiloplevelsen bliver totalt amputeret, værkets originalværdi og tilstræbte mening forsvinder, og bevaringen bliver tomhjertet. Det svarer til at tage en sort/hvid fotokopi af et Van Gogh-maleri, og så stemple det som “bevaret” for eftertiden. Meningsfuld bevaring af et spil kræver, at både software og hardware bevares efter bedste evne.

Da de digitale spil blev født og ligesom mig voksede op i en tid før internettet og mobiltelefonen, skete socialiseringen for mange unge i 80´erne og 90´erne i lyset af arkademaskinernes skær. Når min generation fra 70´erne mødtes på den lokale burgerbar, på campingpladsen eller sågar i Professor Olsens Spilleland i det nu hedengangne Scala i København, så var arkademaskinerne en fælles referenceramme og omdrejningspunkt. Mine barndomshelte var et tværmedialt miks af Spider-man og Superman, men så sandelig også spilfigurer som Mario, Gordon Freeman og de to drager Bub og Bob fra klassikeren ‘Bubble Bobble’.

Dette er min kulturarv, og den er affødt af knaptryk og en dyb fascination af, hvordan spil fænger og fungerer – også rent teknologisk. Der opstår – heldigvis – altid dybe kulturkløfter mellem generationerne, og ofte så det slår gnister mellem deres definition af kultur og kulturarv. Men her er det en kulturministers pligt at respektere nyere ungdomskulturer, som de ikke selv er en del af. Arkademaskinerne og spillene fra 70´erne og frem som Spilmuseet har indsamlet repræsenterer ikke kun en interessant sociologisk dokumentation på, hvordan et medie blev født, men også hvordan vi som mennesker har designet spil og udtænkt interaktionsformer med teknologien over tid. Hvor tit har vi muligheden for at bevare den slags for eftertiden?

Derfor denne direkte opfordring til Uffe Elbæk: det er på tide at anerkende, at spilkultur og digitale spil som medie har haft og stadig har enorm indflydelse på for- som nutidens generationer. Det er fødslen af et medie, der er indsamlet og dokumenterer her, og den kulturarv skal bevares – også på verdensplan. Særligt når digitale spil er blevet en moderne kunst- og kommunikationsform, der er kommet for at blive.

Netop derfor er det vigtigt, at vi bevarer dens rødder, når vi står med denne helt unikke mulighed her i Danmark. I disse digitale tider er det afgørende, at staten anerkender både spillene og spillenes hardware som et bevaringsværdige, og gøre sit for at bevare denne verdenssamling af kulturarv for eftertiden. Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling for at bevare fortiden og bevare spilmediets første spæde skridt. Også for at belyse den desværre store kulturkløft, som regeringen her graver mellem generationerne fra før og efter 1970.

Og vi har været her før med medier tegneserier og filmmediet, hvor det også var private samlere, der tog bevaringsarbejdet alvorligt i første omgang, da staten historisk set er for sløv til at indse betydningen af et nyt medie før efter det er for sent. Men hvis spil virkelig er anerkendt kunstform og anset som kreativt værk i Danmark, så er det på tide, at Kulturministeriet vågner op og tackler bevaringopgaven på spilmediets egne præmisser – ikke efter, hvordan man bevarer fotokopierer en bog eller overspiller en gammel film. Mit håb er, at spil for alvor ligestilles med andre medier – også når det gælder bevaringsopgaven.

Læs mere om underskriftsindsamlingen her www.ipetitions.com/petition/bevar-spilmuseet/

Læs mere på www.spilmuseet.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s